Tale ved mindedag for Ebbe Reich den 28. august

Jeg kendte ikke Ebbe, da vi mødtes første gang i konfirmationsstuen i Gentofte Kirke i efteråret 1953. Men jeg vidste, hvem han var, for han var en dreng, man lagde mærke til. Han var ikke som de andre. Jeg mødte ham tit på cykel. Jeg med min fodboldtaske og han hver gang med et nyt projekt, et stort sejlskib, en stak bøger, et Meccano-byggesæt, pensler og farvelader. Han kørte i en let foroverbøjet stil med svaj i ryggen og blikket rettet mod fjerne horisonter altid med lidt mere fart på cyklen end os andre, som om livet var for kort til alt det, han skulle nå. Nu kom så vort første møde. Jeg banede mig vej igennem mængden af drenge og piger, der var til deres første konfirmationstime, gik lige hen til Ebbe, så ham ind i øjnene og sagde: "Har du læst Victor Hugos "De Elendige"? " Ebbe så mildt på mig med sine store brune øjne og sagde uden et sekunds tøven: "Har du læst Waltaris "Sinuhe Ægypteren"? " Jeg var strakt til jorden brat af slaget rammet. Alle andre 13 årige drenge, jeg kendte i Gentofte kommune, læste Skipper Skræk og Prins Valiant og kunne knapt nok stave sig gennem en Jan bog. Her havde jeg mødt en tænkende og læsende dreng, en ligemand og - frygtede jeg, hvad der senere skulle vise sig at blive tilfældet - også en overmand.

Efter konfirmationen så vi ikke noget til hinanden, andet end at vi nu hilste med hånden, når vi passerede hinanden på cyklerne, men stor var min glæde, da vi en solrig augustdag mødtes i nysproglig 1. G på Aurehøj Statsgymnasium. Lynhurtigt var vi fire drenge, der fandt sammen i en sælsom blanding af på den ene side et ubrydeligt sammenhold og på den anden side en forening til gensidig hån og fornedrelse. Lige for lige, når venskab skal holdes, hedder det gamle ord. Men det var umuligt med Ebbe, han var en klasse bedre på alle punkter og indtog med den største naturlighed sin position som skolens juvenile åndsfyrste.

Jeg havde ikke glemt den med "Sinuhe Ægypteren" og søgte fortvivlet revanche og udfordrede Ebbe konstant på alle felter, hvor jeg troede, jeg havde en chance. Men forgæves, nederlagene blev utallige såsom sand og himlens stjerner. De nyslåede gymnasieelevers allerførste stil var frit emne, og jeg havde skrevet en lille novelle i H.C. Branners stil, der skulle sikre mig en varig plads på skolens litterære parnas. Ebbe havde skrevet et lyrisk essay om en sommermorgen i Fredensborg ved solopgang, hvor alle fuglestemmerne kommer til live, og hvor han havde smeltet fuglekoret ind i stemmerne på et symfoniorkester, så hver en fuglestemme blev et instrument, piccolofløjte, fagot og harpe. "Det er ikke bare en fremragende stil Ebbe" sagde dansklærerinden "det er jo litteratur". Jeg ville gerne have været redaktør af skolebladet. Redaktøren kom imidlertid til at hedde Ebbe Reich, der dog var storsindet nok til at give mig en filmanmeldelse i ny og næ. Vi havde begge ekstrajobs som redaktionsbude, jeg på Dagens Nyheder, og Ebbe på Berlingske Tidende. Redaktionsbud er det laveste kryb i avisens hierarki. Et redaktionsbud skal hente mad og drikke selv til journalistelever, løbe med artikler fra journalisterne ned til sætteriet og påtage sig alt forefaldende og ydmygt arbejde. Som redaktionsbud bragte jeg kaffe og ostemad til bumsede journalistelever på Dagens Nyheder. Efter 14 dage sad redaktionsbudet Ebbe Reich inde på Svend Kragh-Jacobsens kontor og diskuterede franske film noir med Berlingske Tidendes legendariske film- og teateranmelder.

Min sidste bastion var skolekomedien. Alle på skolen vidste, at jeg ville være skuespiller, den nye Mogens Wieth i Dansk Teater. Jeg var selvskreven til rollen som Doktor Garderin i lystspillet "Pas på malingen", som vores store skuespiller Henrik Bentzon få år forinden havde spillet til triumf. Efter at alle interesserede havde aflagt optagelsesprøve, kom instruktøren lektor Alving frem i døren og sagde: "Gode præstationer alle sammen, der bliver også roller til alle, men Ebbe er selvskreven til hovedrollen som Doktor Garderin."

Men vi holdt sammen, også efter den sidste bægerklang fra studenterfesterne var døet hen. Jeg ville stadig være skuespiller, og Ebbe havde bestemt sig til at læse litteratur- og teaterhistorie og efterfølge Harald Engberg som Politikens, og dermed Danmarks, kulturelle fyrtårn med den sidegevinst, tilføjede han, at han så kunne få fornøjelsen af at give min kommende scene-optræden en række dårlige anmeldelser.

Det var i den kolde krigs koldeste år, og studenter kunne se frem til to års værnepligt. Ebbe og jeg valgte at tage tørnen sammen og valgte flyvevåbnets kamptropper kupeskadrillerne, en eliteenhed der var specielt uddannet til at bekæmpe de sovjetiske faldskærmstropper, der i den første fase af Tredje Verdenskrig ville dale ned over de danske flyvestationer.

Det blev et år i kulde, mudder, regn og krudtslam, men vi klarede det, og det var en stor dag, da vi kunne iføre os den mørkeblå gabardine uniform med sergentstriberne og kasketten med flyvevåbnets rød-hvide kokarde, guldvingen og det gyldne egeløv. Vejen til de fremstrakte kvindearme fra Skagen til Gedser. Ebbe kroede sig foran det legemsstore spejl, som skrædderen havde medbragt på KFUM's soldaterhjem, hvor uniformerne blev udleveret, sergent Reich vendte sig om mod os andre nyslåede befalingsmænd og buldrede: "De skal komme til at kalde mig Blod-Reich."

Det var på det tidspunkt, at Grundtvig diskret rømmede sig i sin grav og sagde: "Nok er nok". Og kun en måned senere blev den af rekrutterne frygtede sergent Blod-Reich nemlig forelsket i en pige, hvis familie var rødglødende socialister. Det tog dem kun en enkelt nat at overbevise Ebbe om, at hans ledestjerne var rød og revolutionær, og at hans liv lå uden for Natos skyttegrave. Og hermed begyndte Ebbes egen odyssé med mange faretruende herresving, alligevel med en fast kurs hen imod livsgerningen som Danmarks folkekulturelle reformator, konservator, krønikeskriver og vogter.

Ebbes og min ellers tætte kontakt blev herefter afbrudt i lange perioder. Set fra hans perspektiv gled jeg længere og længere ned ad skråplanet og endte i den sodsværtede industri, og jeg havde vel også problemer at mobilisere den åndelige spændvidde over til Maos Lyst, Det Radikale Venstre og Politisk Revy.

Jeg holder specielt af Ebbes menneskesyn, som han udviklede gennem hele livet, men som han var født med. Ebbe var en menneskekærlig misantrop. Ebbe befandt sig godt på menneske-hedens narreskib med både de gode og de onde, med rotterne og slynglerne, med de retfærdige og menneskekærlige. Ebbe ventede sig ikke så meget af sine medmennesker. Han accepterede dem, som de var, og havde derfor nemt ved at forstå og tilgive. Også fordi selvom Ebbe var en ægte folkets mand, så sad der stadig et betydeligt stykke af ham oppe på Olympen, hvor ingen kunne nå ham, hvor udsigten er uendelig. Ikke fordi Ebbe ønskede at se ned på nogen, det lå ham fjernt, men forbi overblikket var hans naturlige synsfelt.

Jeg har som så mange af jer, der er tilstede her i dag, tænkt meget på Ebbe i den seneste tid. Der er et billede, der bliver ved med at trænge sig på, som for mig er essensen af ham i de unge år. Det er dér hvor jeg for 325. gang har tabt en akademisk meningsudveksling, og hvor han lægger armen om skuldrene på mig og ser på mig med sin bløde ægyptiske øjne, hvor der kun er et lille stænk tabasco i, mens han siger: "Jeg forstår godt, hvad du mener, selvom du udtrykker dig noget uklart."