Jeg vil aldrig glemme Ebbe, og det han stod for. Han var et stort og sjældent menneske. Jeg er taknemmelig over at have kendt og arbejdet sammen med ham. Først i halvfjerdserne med No Name og senere – på min første plade i 1976, hvor Ebbe skrev alle teksterne. Hans Fødelandssang fra 1972 er en af de smukkeste sange, jeg har fået lov at synge, Ebbe skrev teksten, Lars Trolle melodien:

Smerten holder op

Nu er der glæde

Du begynder med at græde

Luften fylder dine lunger

Rummet er en sang fra tusind tunger

Sådan begynder sangen: en hyldest til livets begyndelse, fuld af kærlighed, optimisme og glæde. Men også med den alvor, som giver glæden dybde. Sådan var Ebbe. For et par år siden fortalte han mig om sygdommen, men slog det hen. Der var mange, der levede længe med den, og det var ikke noget, man partout skulle dø af, sagde han. Typisk.

Det var altid fortrøstningsfuldt og inspirerende at være i selskab med ham. Han var altid venlig, imødekommende og opmærksom. Man følte sig værdsat i hans selskab. Ikke kun når der var fest i gaden. Jeg har oplevet Ebbe slå en arm om min skulder i nødens stund. Han holdt fast, og han blev ved. Det vil jeg aldrig glemme ham for.

På en turne med ham oplevede jeg, hvor dybt han – allerede for 30 år siden – talte til mennesker overalt, hvor vi kom frem. I det mindste forsamlingshus på Lars Tyndskids marker eller på en hot byscene. Han var folkelig i bedste forstand, og han kunne lide mennesker.

En stjerne er ikke det rigtige ord, for stjerner kan man se på og beundre, men ikke nå. Ebbe var til stede. Selv om han var kendt af alle mennesker i Danmark, var han totalt ukrukket, uselvisk og udadvendt. Han havde en stor, stor fortælling at videregive og han arbejdede hele tiden på den. I min verden var Ebbe med i det lille, eksklusive galleri af mennesker som ikke kan undværes.

Æret være hans minde.

Henrik Strube